Skatteminister skal mødes med syv midt- og vestjyske borgmestre

11. september 2023

Mødet finder sted hos det lokale transportfirma JJD i Ikast, og lokationen er bestemt ikke tilfældig, da et af emnerne er Regeringens nyligt indførte kilometerbaserede vejafgift for lastbiler.

De lokale konsekvenser med indførelsen af transportafgiften på lastbiler er ganske store for vores lokale virksomheder. Det gælder både transportvirksomhederne, og de mange små og mellemstore virksomheder, der hver dag skal have fragtet varer til og fra. Vores geografi betyder, at denne afgift rammer stort set alle virksomheder, og dermed vores område hårdere end virksomhederne i de store byer. Og det er bl.a. det, vi vil forklare Jeppe Bruus om under besøget,” siger Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.  

Besøget er arrangeret af Business Region MidtVest, der består af kommunerne Skive, Herning, Holstebro, Lemvig, Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern og Struer, hvorfra tværkommunale, politiske opgaver varetages.

Viden skal flyttes fra Midt- og Vestjylland til Christiansborg

Foruden transportafgiften på lastbiler, så er de syv borgmestre også interesserede i at komme i dialog med Jeppe Bruus om det nye ejendomsvurderingssystem, moms på indenrigsflyvninger og en evt. fremtidig Co2 afgift på landbruget.

Partnerskabschef hos Business Region MidtVest Nicolai Houmark Lauridsen glæder sig over, at Jeppe Bruus har sat tid af i kalenderen til at drøfte nogle for området meget vigtige emner.

”Vi er en central del af Produktionsdanmark og virksomhederne her i Midt- og Vestjylland er vant til at omstille sig, men samtidig vil vi også gerne høres. Derfor har vi rakt ud til Jeppe Bruus, da vi mener, at det er nødvendigt med et bredt samarbejde mellem organisationer som vores og ministerierne. Vi har en viden, som vi meget gerne deler med politikerne på Christiansborg, så de afgifter og regler de indfører, har rod i virkeligheden. Både Regeringen og vi har jo et fælles mål om at skabe et Danmark i bedre balance, og et erhvervsliv som kan udvikle sig positivt. Og her spiller rammebetingelserne på skatteområdet selvsagt en vigtig rolle,” påpeger Nicolai Houmark Lauridsen.

 

Hvem skal Skatteministeren mødes med

Jeppe Bruus skal mødes med de syv borgmestre fra Business Region MidtVest

  • H.C. Østerby, borgmester Holstebro Kommune
  • Hans Østergaard, borgmester Ringkøbing-Skjern Kommune
  • Marianne Bredal Nielsen, fungerende borgmester Struer Kommune
  • Erik Flyvholm, borgmester Lemvig Kommune
  • Dorte West, borgmester Herning Kommune
  • Ib Lauritsen, borgmester Ikast-Brande Kommune
  • Peder Chr. Kirkegaard borgmester Skive Kommune