Ny partnerskabschef starter i Business Region MidtVest

29. juni 2023

Business Region MidtVest har ansat Nicolai Houmark Lauridsen som ny partnerskabschef. Han tiltræder stillingen d. 7.august 2023.

Business Region MidtVest er et samarbejde mellem de syv kommuner, Holstebro, Struer, Herning, Ringkøbing-Skjern, Lemvig, Ikast-Brande og Skive, og er et fælles forum for dialog med det mål at skabe samarbejde og udvikling på tværs af de syv kommuner.

Bestyrelsen i Business Region MidtVest har netop udarbejdet en ny strategi for det fremtidige arbejde, og det er denne strategi, som Nicolai Houmark Lauridsen får som arbejdsredskab, når han tiltræder stillingen som Partnerskabschef.

Fokus på fællesnævnere

Formand for Business Region MidtVest, Struer Kommunes borgmester Mads Jakobsen, glæder sig til at byde den nye partnerskabschef velkommen.

”Vi har helt bevidst ændret stillingsbetegnelsen fra sekretariatsleder til partnerskabschef, da vi ønsker at businessregionen fremover skal skabe et tættere bånd mellem vores syv kommuner. Vi har mange ligheder men også en række forskelle mellem kommunerne, og det bliver nu Nicolais opgave at lokalisere den fællesmængde, som businessregionen skal arbejde med, og dermed løfte de opgaver, som vi klarer bedre i fællesskab end hver for sig,” påpeger Mads Jakobsen.

Han fremhæver særligt områder som tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft til områdets virksomheder, uddannelsesdagsordenen og grøn omstilling.

Nicolai Houmark Lauridsen kommer fra en stilling som direktions- og analysepolitisk konsulent i Vejle Kommune, før det var han senior konsulent hos Epinion. Han er 30 år gammel, er bosat i Silkeborg og har en bachelor i Sprog og International Virksomhedskommunikation med speciale i organisation og ledelse samt en kandidatgrad i Turisme.

”Stillingen som partnerskabschef fangede min interesse, da det i høj grad handler om at sætte hegnspælene på tværs af Midt- og Vestjylland, så nye og spirende samarbejder ser dagens lys. Hvor vi deler og genererer viden, starter fælles initiativer, opbygger og styrker relationer både internt som eksternt samt tackler de ’vilde’ problemer, sammen. Og skal vi forsøge at løse de store udfordringer kræver det vilde idéer, og vilde idéer kræver mod og strategisk retning. Jeg glæder mig personligt til at stifte bekendtskab med erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og de mange foreninger i medlemskommunerne. For mig er Business Region MidtVest en unik platform for at kunne gøre en forskel og have en positiv indvirkning på tværs af hele Midt- og Vestjylland,” siger Nicolai Houmark Lauridsen.

Hos Business Region MidtVest arbejder man for øjeblikket med tiltrækning af kvalificeret udenlandsk arbejdskraft via initiativerne Headstart og Kompetencer til et Grønt Danmark. I projektet STEM på Industrien deltager 35 industrivirksomheder fra Midt- og Vestjylland, hvor de samarbejder med alle gymnasierne i området for at vise dem, hvilke karrieremuligheder der findes. Business Region MidtVest er ligeledes arrangør af Madmødet, der er områdets store fødevarefejring, som i maj blev afholdt for tredje gang.