Madmødet voksede i 2023 – dato for næste år er fundet

04. september 2023

Syv kommuner i Midt- og Vestjylland fejrede tilbage i maj områdets lokale råvarer, fødevareproducenter og virksomheder, da den 3. udgave af Madmødet blev afholdt.

298 fødevareoplevelser var linet op i programmet, så både borgere, virksomheder, organisationsfolk og politikere kunne komme helt tæt på de mange fødevareproducenter i Midt- og Vestjylland, og dermed få øjnene op for nye råvarer, og særligt nye samarbejder virksomheder imellem.

“Vi oplevede næsten en tredobling af tilbud i programmet i forhold til sidste år, så opbakningen har været overvældende, og det er et synligt bevis på, at Madmødet udvikler sig i den rigtige retning. Med Madmødet har vi muligheden for både at sætte fokus på vores landsdel og fejre vores mangfoldige fødevareerhverv. Det er en god anledning til at virksomheder, borgere og politikere kan møde hinanden på kryds og tværs, så nye samarbejder kan opstå. Jeg deltog selv i et par arrangementer under Madmødet, og her fik jeg snakket med en række spændende mennesker, og selvfølgelig smagt på områdets lækre råvarer,” fortæller Dorte West, næstformand for Business Region MidtVest og Borgmester i Herning.     

Dato er fundet til Madmødet 2024

Det er Business Region MidtVest, der i tæt samarbejde med de syv kommuner, der arrangerer Madmødet, og de har netop fastlagt datoen for Madmødet 2024. Det bliver i dagene 20. – 26. maj 2024.

Arrangørerne bag er allerede i fuld gang med at udvikle Madmødet 2024, og lokale producenter eller mad-professionelle er meget velkommen til allerede nu at tilmelde sig næste års udgave af Madmødet.

 

Fakta

Madmødet 2024 finder sted d. 20. – 26. maj 2024

Madmødet 2023 blev afholdt i de syv kommuner, som udgør Business Region MidtVest. Det er Skive, Ringkøbing-Skjern, Herning, Holstebro, Lemvig, Ikast-Brande og Struer

Madmødet 2023 bestod af 298 fødevareoplevelser fordelt i de syv kommuner

I alt deltog 202 virksomheder i Madmødet 2023

Se mere på www.madmodet.dk 

 

Yderligere oplysninger kontakt:
Stine Jespersen, projektleder Madmødet, mail: stine.jespersen@brmv.dk. Tlf: 29 36 65 31.