Madmødet hæver ambitionerne i 2024

08. april 2024

Selvom der stadig er mere end ni uger til, at Madmødet 2024 skydes i gang, så er der allerede offentliggjort mere end 250 oplevelser, som på den ene eller anden måde relaterer til lokale fødevarer.

”Målet med Madmødet er at tænde spotlightet på alle de fantastiske fødevarer, der produceres i vores område. Det gør vi bl.a. ved at lave debatter om de politiske beslutninger, der sætter rammerne for fremtidens fødevareproduktion, til formidling af selve dyrkningen af råvarerne, og til sidst forarbejdning og tilberedning af maden ude i restauranterne og butikkerne. Vi er utrolig glade for den store tilslutning fra områdets producenter, restauranter og fødevarevirksomheder, for jo flere, der åbner dørene under Madmødet, jo større bliver kendskabet til Midt- og Vestjyllands spisekammer,” fortæller Stine Lindbjerg Jespersen, projektleder hos Business Region MidtVest, som er arrangør af Madmødet 2024.    

Danmarks største fødevarefestival

Til forskel fra mange af de traditionelle fødevarefestivaler, så foregår Madmødet hjemme hos producenterne rundt på gårdene, i restauranterne, på torve og på havnene i de syv kommuner, der udgør Business Region MidtVest. Det gør dermed Madmødet til Danmarks største fødevarefejring målt på km2, da Madmødet dækker et areal på mere end 6.000 km2.

”Ved at lade producenterne invitere indenfor og på den måde være på hjemmebane, så bliver oplevelserne og fortællingerne langt mere autentiske. Gæsterne kommer helt tæt på produktionen, og dermed øges kendskabet til, hvordan de enkelte fødevarer produceres,” forklarer Stine Lindbjerg Jespersen.   

Hestbjerg Økologi er en af de producenter, som deltager i Madmødet 2024, og de inviterer gæster ind på gården til arrangementet SOFARI, der afholdes søndag d. 26. maj. Her kan man se grisene blive fodret og opleve dem løbe rundt på marken mellem poppeltræerne.  

”Vi har trynen i jorden og er med i Madmødet for fjerde gang. For os er det spændende og vigtigt, at vi sammen fortæller, om de fødevarer vi fremstiller i Danmark og specielt her i vores lokalområde. For os er sporbarhed og den direkte dialog med forbrugerne helt grundlæggende for den måde, vi har økologiske grise – de skal opleves. Derfor byder vi indenfor til Sofari,” siger Marianne Fløe Hestbjerg.

Lokale restauranter går total lokal

Et andet initiativ, som er vokset med årene, er Madmødets Menu, hvor lokale restauranter sætter ekstra fokus på at have lokale råvarer på tallerkenen. I 2023 deltog 24 restauranter med en lokal Madmødet Menu, og i år forventer arrangørerne, at over 30 restauranter vil deltage. 

Den anmelderroste restaurant Limfjordens Hus i Glyngøre har også meldt sig under fanerne i år.

”Vi er med i Madmødet, da det er en meget vigtig sag, da det er vigtigt at have fokus på de lokale producenter og råvarer. Vi kokke har en vigtig opgave i at formidle hvilke gode råvarer vi har lige omkring os. I år har vi også tilmeldt Restaurant OTTO, som vi startede i slutningen af 2023. Her vil vi under Madmødet, også gerne vise gæsterne, de bedste af de lokale råvarer som produceres i området,” siger Rasmus Overgaard Kardyb, køkkenchef og medejer Limfjordens Hus og Restaurant OTTO.

Alle fødevareevents under Madmødet 2024 kan ses i programmet, som hele tiden opdateres på madmodet.dk.

Fakta:

Madmødet er Midt- og Vestjyllands store fødevarefejring, der samler alle dem der spiser, dem der høster, dem der fisker, dem der tilbereder og dem der bestemmer. Folket, producenten, kokken og politikeren

Madmødet afholdes i dagene 20. – 26. maj 2024

Madmødet er samlet omkring en lang række events ude hos producenterne, hos fiskerne, i naturen, på restauranterne og på kulturinstitutionerne i de 7 midt- og vestjyske kommuner, der udgør Business Region MidtVest

Business Region MidtVest er Struer Kommune, Herning Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Holstebro Kommune, Ikast-Brande Kommune, Lemvig Kommune og Skive Kommune

Se hele programmet på https://www.madmodet.dk/program-2024/

Yderligere oplysninger kontakt:

Stine Lindbjerg Jespersen, Projektleder Madmødet, Tlf. 29 36 65 31 / Mail: stine.jespersen@br-mv.dk