Lokale fødevareproducenter blev klogere på den gode historie

26. januar 2024

Søbogaard ved Herning og Business Region MidtVest havde inviteret fødevareaktører fra Midt- og Vestjylland til netværksdag som optakt til Madmødet 2024. På dagsordenen var erfaringsudveksling mellem fødevareproducenter, samt inspiration til hvordan de enkelte virksomheder kan skabe en stærk brandfortælling.

Til at inspirere de 50 deltagere var blandt andet, Ellen Nielsen og Niels Trolle Jensen, de nuværende ejere af Søbogaard, samt den oprindelige stifter af Søbogaard, Poul Hansen. Derudover delte Stauning Whiskys medstifter og markedsføringsansvarlige Alex H. Munch sine erfaringer fra opbygningen af Stauning Whisky fra en skør ide blandt ni venner til i dag, hvor de sælger whisky til store dele af verden.

Madmødet arrangeres af Business Region MidtVest, og projektleder Stine L. Jespersen var godt tilfreds med årets første netværksmøde.

”Madmødets overordnede formål er at skabe partnerskaber på tværs af virksomheder og kommunegrænser. Det lykkedes vi til fulde med på netværksdagen, hvor en række af virksomhederne fik talt sammen om fremtidigt samarbejde, og der blev udvekslet visitkort mellem nogle af de mindre fødevareproducenter og repræsentanter fra de store grossister, som også deltog i netværksmødet,” forklarer Stine L. Jespersen.

En af de medvirkende fødevareproducenter var Tobias Christensen fra Nørgaards Geder og Mejeri.

”Vi forsøger hele tiden at være synlige og fortælle den gode historie om vores produkter, men det var yderst interessant at høre erfaringer med andre, som er flere år foran os. Så jeg har klart fået nogle guldkorn med hjem til den fremtidige markedsføring. En anden god ting ved netværksdagen var, at nogle af deltagerne var fra de store grossistfirmaer og restauranter, så jeg fik talt med nogle potentielle fremtidige kunder,” fortæller Tobias Christensen.

Madmødet 2024 finder sted i uge 21 i alle de syv kommuner, som udgør Business Region MidtVest. Her slår fødevarevirksomheder, gårdbutikker og madfagkyndige dørene op til arrangementer og besøg, og restauranterne tilbyder menuer bestående af lokalt producerede fødevarer. Desuden rydder de lokale supermarkeder nogle af deres hylder for at sætte særligt fokus på lokale egnens produkter.

Fakta:

Business Region MidtVest består af de syv kommuner: Holstebro, Herning, Skive, Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern, Lemvig og Struer

Madmødet afholdes for 4. gang i uge 21 i 2024

Madmødet er en fejring af alle de lokale fødevarer, der produceres i Midt- og Vestjylland

Se mere på madmodet.dk

 

Yderligere oplysninger kontakt:

Stine L. Jespersen. Projektleder Madmødet 2024. Telefon: 29366531