Dato for Madmødet 2023 er offentliggjort
12. december 2022
Det glæder os at meddele, at kommunerne i Midt- og Vestjylland gentager succesen fra sidste år, og nu for tredje gang afholder Madmødet. Kommende udgave af Madmødet finder sted 22. til 29. maj 2023 over hele Midt- og Vestjylland.
Madmødet er Midt- og Vestjyllands store fødevarefejring. Madmødet er samlet omkring en lang række events ude hos landmændene, hos fiskerne, hos diverse producenter, i naturen, i gaderne, på restauranterne og på kulturinstitutionerne i de 7 midt- og vestjyske kommuner. Madmødet har til formål at skabe en fælles bevidsthed og stolthed over det hav af fødevarer, som vi kan byde på her i Midt- og Vestjylland, og ikke mindst være en brandingplatform for området og de lokale fødevarevirksomheder, organisationer og aktører, som hører til i Midt- og Vestjylland.
Gastronomi og lokale råvarer er gode drivere for at lokke folk til området, og vores område bugner af gode spisesteder og dygtige producenter. Dette har flere madanmeldere allerede fået øje på, men det er vores mål, at endnu flere får øjnene op for de kvaliteter, vi kan præsentere her i området.
Madmødets succes i 2022 var i høj grad betinget af, at mange virksomheder, organisationer og borgere bød ind med lækre produkter, spændende foredrag, fede koncepter og gode arrangementer. Madmødet 2022 var den svære to’er for os, men vi kan nu se tilbage på et yderst vellykket Madmøde 2022, hvor bl.a. antallet af deltagende virksomheder steg fra 100 til 125 lokale fødevarevirksomheder. Vi er på rette vej, og på den baggrund er det besluttet, at vi i 2023 vil have endnu mere fokus på lokale råvarer og gastronomi. Vi er allerede i fuld gang med at udvikle og organisere nye tiltag og arrangementer med særligt fokus herpå til Madmødet 2023. Du kan bl.a. glæde dig til et spændende program på Nørre Vosborg med politiske debatter, inddragelse af endnu flere fødevarevirksomheder, et udvidet Madmødets Menu koncept, flere fællesspisninger, fremtidsforestillinger og en eksklusiv Madcamino.
Vil du og din virksomhed, restaurant eller organisation være med? Læs mere og kontakt os her.